Vi var fulde af forventning, spænding og eventyrlyst da vi
sad i flyet mod Beirut. Alle, vi havde snakket med, havde en historie at
fortælle om Beirut – et eventyr om gåture i den gamle by, oplevelser blandt de
romerske ruiner i dalene i og omkring Beyrouth, i Byblos og Baalbek eller en
højtflyvende fortælling om bylivet i Beirut og de vilde diskoteker, dansende
mennesker og farvestrålende drinks!

Som forventet blev vi overfaldet af taxichauffører da vi
kom ud af lufthavnen – og ikke engang en lokal fyr vi havde mødt i flyet kunne
forhandle prisen ned. 50 US-dollars, 10 minutters kørsel og 45 minutters
diskussion (med chaufføren om overbetaling og valutakurser) senere var vi
ankommet til vores Hotel Talal og klar til at møde byen ”Alle” snakker om.

Hotellet (eller rettere; hostellet) var et gammelt
backpackersted og et af de billigere i rækken og vi måtte da også finde os i
løse vægge, udhulede senge og sovende gæster i både gange og på balkoner, da
der ikke var plads nok i rummene. Men ikke desto mindre kan jeg kun anbefale
stedet, som var fuld af stemning og glade mennesker samt en afslappet holding
til såvel brug af service og lokaler samt rødvinsdrikkende skandinaver i
opholdsstuen. Den første aften mødte vi en norsk veninde som Oskar og Johannes
havde mødt for to måneder siden i Riyadh og hun (og senere hendes franske
veninde) blev hurtigt en del af vores lille gruppe. Hotellet ligger i kanten af
centrum og i gå afstand til Gemmayse, som er et af de bedre områder med cafeér,
barer og stemning. Første aften endte vi på en nærliggende restaurant med
hummus, brød og ksara (libanesisk rødvin) – Fantastisk!

Onsdag blev brugt på at udforske Gemmayse og shopping i Yessouiyeh og vi nød
både cafeliv, byens kringlede gader, den svingende gamle og nye arkitektur og
de gamle, hullede bygninger som stadig står som monumenter til minde om byens
historie – om aftenen valgte vi at nyde lidt rødvin på hotellet og derefter at
tage ned på et sted vi havde fået anbefalet – ”Behind the Green Door!” I Beirut
er weekenden som i Europa, lørdag og søndag, og derfor var vores tur måske ikke
helt så godt planlagt som den kunne have været – idet at vi ankom natten til
onsdag og tog af sted natten til lørdag. Så Beiruts vildeste byliv må vi se en
anden gang – men på ”Behing the Green Door” var der dog gang i den uanset at
det var onsdag og vi havde en fantastisk aften.

Torsdag nød vi en tur på stranden – vi måtte jo udnytte
chancen for at føle sandet mellem tæerne og de salte bølger inden vi igen måtte
tilbage til ørkenlandet! Vi tog turen langs the cornice (fortovet som løber
langs vandet i det meste af Beiruts centrum) i en lille servicetaxi, som for
2000 lebanese punds (7-8 DKR) per person kører en rundt i byen. På vejen så vi
et glimt af the Pigeon Rocks, som er et store
klipper der står i vandet – på samme måde som the twelve apostles i Australien.
Stranden vi tog ned til var en offentlig strand og den blev bevogtet af to
soldater – da det ikke er alle der kan håndtere kvinder i bikini – og vi måtte
derfor spørge om lov før vi kunne gå i vandet (da vi havde både Åshild og
Louise med), men vagten var super flink og holdt da også skarpt øje med at vi
ikke blev generet, mens vi hyggede os med badning, sol og shisha på stranden.
Fantastisk med en dukkert – helt fantastisk – og enormt savnet når man har
været vant til at have Manly Beach ved hånden i 8-10 måneder!

Eftermiddagen gik med en gåtur i Hamra (som nok er det største turist og
handelsområde i Beirut) og vi nød både god traditionel libanesisk mad, kaffe og
masser af spændende bygninger. Efter en hurtig ”powernab” og et par glas
libanesisk rødvin tog vi ud for at kigge på en af de mest berygtede natklubber
i Beirut – BO18, som ligger under en parkeringsplads i udkanten af Gemmeyse
(cirka) – og jeg må indrømme at det så vildt ud at de havde åbnet taget ned til
diskoteket. Køen var dog enorm og efter 20-30 minutter, blev vi enige om at det
ikke var natklubben B018 vi skulle bruge vores tid på (c’, Videre gik turen til
et par pubber og sent på aftenen hjem til Hotel Talal efter en god aften – til
trods for nederlaget ved B018.

Fredag mødtes vi med Anders fra
mit kontor i Riyadh og hans kæreste, som brugte samme weekend her – dog i noget
bedre standard end vores hotel og med udsigt over det meste af byen, pool på
taget og en stor suite, der nemt kunne have huset 25 personer på hotel Talal
(c’, Det er utroligt at se og føle de kontraster der opstår imellem de nye og
gamle bygninger overalt i Beirut! Vi havde på vejen passeret Holiday Inn Hotel,
som under krigen blevet sønderbombet og den dag i dag står som et enormt
monument – med skudhuller i væggene, bombekratere og enorme huller i gavlene.

Vi tog derefter ud til en
flygtningelejr for palæstinensiske flygtninge og gik en tur igennem deres lejr
som består af en samling faldefærdige huse, et marked og en mindeplads på
stedet hvor der af flere omgange er blevet begået massakre mod de palæsatinere
der bor i området – senest i 2006! Det var utroligt ubehageligt at stå og se på
pladsen og de store plakater der havde sat op for at mindes de faldne, men
samtidigt en stor oplevelse og det var utroligt at gå rundt og blandt alle
disse flygtninge og snakke med de få der kan engelsk. Jeg havde endda også held
til at snakke med Ali – en ung dreng på 10-12 år som havde boet i Danmark i 8 år
– og han fortalte historier både fra DK og fra Libanon. Vi blev vist rundt af
et par ”gadedrenge” på 16-18 år som viste en masse om både massakrerne og
området og de var super nysgerrige om både Danmark, men også Sverige, Norge og
Frankrig og de hjalp med at oversætte fra alle de andre nysgerrige mennesker
som nogle gange samledes om os eller bare sagde hej i forbifarten. Det var en
stærk og meget intens oplevelse!

Efter bare en time eller to
derinde tog vi videre til The Cornice og fandt en hyggelig restaurant hvor vi
kunne nyde en god middag inden vi tog i lufthavnen!

En alt for kort weekend i
Beirut er ovre – det er helt sikkert langt fra sidste gang jeg har besøgt
Beirut!