Udstationeret i mellemøsten...

Hej Allesammen

Endnu en uge er gået lynhurtigt hernede I varmen. I selve
ugens løb stod den mest på arbejde, men der blev da til til lidt svømning (selv
med et ben!), en tur i et lokalt mall (storcenter – de ligger næsten på hvert
andet hjørne) og lidt sightseeing i bil…

Onsdag aften havde vi inviteret vores kollegaer over til
vores ydmyge villa – til grillaften på tagterrassen. Vi havde naturligvis købt
rigeligt ind med gode ribeye steak (argentinske, selvfølgelig!), fetasalater,
cus cus og lammepølser som snacks – Is til dessert med masser af kaffe og
selvfølgelig to slags shisha (vandpiber) med lemon/mint smag og cappucino(!)
smag… Midt under forberedelserne gik strømmen, og vi måtte byde gæsterne
velkommen med fakler og starinlys – men det gav bare en masse stemning! Vi
måtte til gengæld vente med den store rundvisning til strømmen kom tilbage (c’,
Aftenen var super hyggelig!

Torsdagen gik med oprydning og opvask – men om aftenen
skulle vi til Arabien Night Party i en Coumpound i norddelen af Riyadh. Vi kom
frem og fik en velkomst drink i en lokal bolig, som i øvrigt er super fine, med
små haver, stenbede med diverse ørkenplanter, kaktusser m.v., gule grovpudsede
facader og masser af charme, gik til den nærliggende playground, hvor festen
skulle afholdes.

Det første syn der mødte os, var de cirka 75 shisha’s der
stod linet op rundt om et springvand i midten af indgangsområdet. Der var langt
en masse røde, persiske tæpper ud (som en slags rød løber) og de viste vejen
frem mod nogle store telte, hvor vi skulle tilbringe aftenen. Bordene var kun
cirka 20 cm høje og som stole var der nogle strandstole, hvor man kunne slænge
sig. Alle gulvarealer var dækket af tykke tæpper og i mellem teltene var der en
”stor” plads med dansegulv og dj – han spillede arabiske kærlighedssange og ud
af højtalerne strømmede ”Habibi – Habibti –
haaaaaaaaaabiiiiiiiiiiiiiibiiiiiiiiiii!!” (Habibi/Habibti = Min kære / Min elskede). Vi fik placeret os
på ægte beduinmanér (med det ene ben bukket under sig og det andet oppe i en halv ”på hug stilling”) omkring de
lave borde – og straks efter blev der serveret vand og shisha’er og baren blev
åbnet. Vi måtte da lige have en Rom og Cola, Gin og Tonic og et hjemmelavet
glas rødvin (c’,

Senere blev buffet’en åbnet og de mange retter båret frem;
Hummos, Fetush og ukendte men velsmagende salater, langtidsstegt lammekød,
kylling, sharwarmaretter, oksekød og enorme mængder af ris samt et utal at små
retter indimellem det hele ugjorde et overflødighedshorn af et tagselvbord.
Fantastisk – og endnu en engang var det umuligt at tænke på kun at spise en
”lille” portion..

Tilbage ved bordet og mens retterne blev indtaget blev der
optrådt på det ”lille” dansegulv” – en mavedanser, kastede sig rundt i en
imponerende opvisning og derefter blev hun omringet at en kæmpe flok beduiner,
som opførte livsfarlige sabeldanse og de fleste af deres danse virkede til at
være genopførelser at store krige eller slag til hesteryg! Meget voldsomt og
vildt imponerende! Man var hele tiden bange for at de skulle komme til skade
med deres sabler og fakler, men heldigvis gik alt godt.

Klokken 02.00 blev der lukket og slukket og vi måtte finde
vejen hjem igen. Fredagen gik med solbadning på tagterrassen og læsning af bog –
og lidt for meget sol! Derefter en tur i gym, svømning og sauna – Herligt!

Håber I alle får en god weekend! (c’,

Vi
vågnede op fredag morgen til endnu en sandstorm over Riyadh – den anden siden
jeg ankom og stadig et imponerende og lidt skræmmende syn. Billedet herover
blev taget på køreturen ud til DQ (Diplomatic Quarters) hvor vi skulle mødes
med et par expats. Vi havde snakket med dem dagen før og de havde tilfældigvis
et par billetter tilovers til en tur til Tohmamah og Riyadhs største (og
muligvis eneste) hestevæddeløbsbane. Vi var en flok på elleve så vi måtte have
gang i både taxaer og vores bil for at komme derud og – efter en kort detour og
lidt forsinkelse på grund af sandstormen – kom vi frem til væddeløbsbanen og
blev dirigeret direkte igennem til VIP indgang hvor restaurantchefen personligt
hentede os og viste os vej op i loungen. Helt fantastisk.

Efter
lidt godt mad, kaffe og lækre desserter gik de første løb i gang og i
modsætning til Rosehill Race Court i Sydney må man IKKE satsepenge og vædde om
hvem der vinder løbet. I stedet bruger de begrebet ”at gætte” og lægger sedler
med navnet på vinderhesten som de gætter på vil vinde i en stor pulje – og
herefter trækker de lod om hvem der kan vinde en bil eller møde kongen eller
andre store præmier. Vi fik – som de enormt vigtige VIP’s vi er – lov til at
komme helt ned på sidelinien og oven i købet gå ind sammen med jockey’erne,
ejerne og komme helt tæt på nogle af hestene.

Nu er det blevet tid til afslapning, god aftensmad og en god film! Håber I
hygger jer (c’,

Igår skulle vi alle sammen
på en lille deserttrip. Vi havde ikke fået at vide hvor vi skulle hen og både
spændingen og humøret var højt da vi mødte ind på kontoret. Vi fik pakket
sagerne mens snakken gik i krogene om vi mon skulle køre quadbikes, nyde
udsigten fra et af de mange spændende steder i ørkenen eller om vi skulle ud og
ride på kameler… Snart spændte vi os fast i de tre firhjulstrækkere og kørte ud
på eventyr.

Første punkt på turen viste
sig hurtigt at være en rundtur omkring et af vores projekter i Riyadh – og det
er vildt at se hvor hurtigt de skyder op. Jeg håber snart på en rundvisning på
selve sitet. Derfra kørte vi videre vestpå og efter lidt u-turns, venten på de
sidste biler som ikke kunne følge med og udsigten til diverse ubebyggede grunde
(men hvor veje kantsten og gadebelysning fungerer – temmelig sort) nåede frem
til et stort brunt skilt – i modsatte side af vejen. Ikke noget med at vente på
u-turns – nej, på ægte saudi manér skåner man bare tværs over vejen og ud i
rabatten foran skiltet og ind på den lille grusvej. Så var vi på vej ud i
ørkenen med fuld fart. (c’,

Her bør man nok sørge for
at have 4WD på bilen. Jeg kørte med i en stor (enorm) Toyota Landcruiser og det er helt vildt som den bare ”flyder” hen
over 20-30 cm huller i vejen og klatrer op og ned af skrænterne – I WANT ONE!

En af de andre havde trods advarslerne valgt at tage sin 2WD Honda med i
ørkenen og den klarede sig imponerende godt. Men til sidst måtte den alligevel
opgive – vi måtte derfor efterlade den i vejkanten og samle den op på
tilbagevejen. Men det er heller ikke nemt at forcere skrænter på halve og hele
metre i en almindelig personvogn.

Efter cirka 2 timers kørsel
i ørkenen nåede vi vores destination – the Edge of the World – som er en
forskydning i plateauet imellem den vestlige del af saudi og den østlige del af
saudi-arabien. Men netop her rejser
klippesiderne sig flere hundrede meter op og vi stod på toppen og nød udsigten.
Helt fantastisk! Bare se billederne herunder eller under SANDBOX…

På vejen tilbage fandt vi
en lille plet med skygge fra en samling træer og slog vores medbragte røde
tæpper ud. Så var vi klar til picknik i det fri. Jeg er jo endelig sluppet af
med krykkerne fra Damaskus men har dog stadig ikke helt tiltro til mit højre
knæ – så måtte længselsfuldt nøjes med at kigge på da Oskar og Anders gik
totalt i barndom og begyndte at kravle i træer, løbe om kap og spille fodbold
op ad bilerne og ind i mellem træerne. (c’,

Et par timer senere nåede
vi hjem og efter lidt afsplapning stod den på barbecue hos en amerikansk fyr,
som bor lidt længere inde i byen. Super søde mennesker, sammenskudsgilde og jeg
fik en cool fyr som stammer fra mumbai, indien – og som muligvis kan skaffe os
billigt hotel samt en rolle i en bollywood film hvis vi tager til Mumbai i en
weekend! (Fly Riyadh – Mumbai er ca. 800 SAR dvs. 1200 kr pr. vej) Hallo – Det
kan man da ikke sige nej til, haha (c’,

Håber I hygger jer derhjemme – Knus fra Sandet

I denne omgang handler min
blog mere om hverdagsbegivenheder og weekendens strabadser. Men først må jeg
fortælle om mit nye, flotte jakkesæt, som jeg var nede og hente i tirsdags. Jeg
havde selv valgt stoffet og leveret det til ”Mr. Genius” som skrædderen hedder.
De fleste ”Expats” hernede bruger Mr. Genius og stort set alle ved hvem han er.
Vi mødte nogle andre danskere og svenskere i onsdags og de havde alle været på
besøg hos Mr. Genius. Der er ikke noget at sige til at han er glad for at se os
– vi har jo altid nye bestillinger med (og/eller nye kunder). Men herunder kan
i se resultatet (c’,

Sættet skulle jo straks
afprøves, så vi tog til fest torsdag aften. Festen blev holdt på et lukket
område og udover et kæmpe dansegulv, var der opstillet en stor bar, en masse
rundeborde med fin hvid dug, levende lys og et par langborde med alskens
lækkerier (c’, Ikke dårligt, at starte med god mad, vin til og med dessert!
Godt, jeg snart kan komme i gang i vores gym igen. Efter et par timer med al
for meget mad og gode drinks, lukkede festen – og det var tid til afterparty!
Her skulle man være inviteret og jeg var heldig at få en billet.. Normalt skal
man vist kende værten, men Oskar havde været hurtig og skaffet ekstra
billetter. ”Efterfesten” foregik i en privat bolig få minutters gang fra
”hovedfesten” og hele gårdhaven var pyntet fint op – i den ene ende var der
loungestole og hyggesludren, i midten var der dansegulv og i den anden ende en
velassorteret bar med drinks, snacks og indiske bartendere.

Søndagen gik med at sove
længe og efter en sen omgang morgenmad, blev vi enige om at finde en pool i
nærheden. Vi endte i en lokal kompound hvor vi kendte ejeren af den lokale
restaurant – og resten af eftermiddagen gik med afslapning, iskaffe og svanlende
dukkerter (c’, Nu er det så blevet lørdag og dermed er en ny arbejdsuge
startet!

Men der er nu okay – bare se den solnedgang vi har idag (c’,

Dagen før vi skulle til
Damascus (i anledning af vores visum som skal fornyes hver 30. dag) tog vi som altid et smut i træningscentret efter arbejde. Vi havde investeret i et par
squashketsjere (en fødselsdagsgave til Anders) så efter en tur på
cross-traineren – som sædvanlig – skulle jeg da lige se om jeg kunne vinde over
ham. Jeg lagde godt ud, men efter få sæt gik det galt… Jeg kastede mig
frygtløst efter en lang bold og fik i afsættet lagt for meget vægt på et
forvredet knæ – og så var det slut med squash. Vi fik hurtigt is på knæet, men
skaden var sket… Vi måtte ud og lede efter krykker og knæbind på vejen hjem.

Efter en forfærdelig nat
uden megen søvn, måtte jeg indse at en tur på hospitalet nok var en meget god
idé. Så da de andre tog på arbejde tog jeg på det nærliggende privat hospital
og blev tilset af en – ved første øjekast – meget bister læge. Han viste sig
dog hurtigt at være super fin og med et glimt øjet hjalp han mig igennem
systemet i lyntempo – godt hjulpet på vej af at jeg skulle nå flyet til
Damascus! Han beordrede sygeplejeske til at følge mig op i røntgenafdelingen,
hvor hun fik mig uden om køen og da jeg kom ned igen fik hun mig uden om køen
endnu engang og da lægen havde tjekket at knæet var ok og der ikke skulle ske
yderligere – fik hun mig endda dirigeret hen til apoteket.

Samtidigt kørte drengene
fra kontoret og snart efter blev jeg samlet op – med krykker – udenfor
hospitalet og så susede vi i fuld fart mod lufthavnen. Check In gik hurtigt og
det var ikket svært at finde skranken – der stod nemlig ”check in – all
flights” på alle skrankerne! Vi nåede endda lige kop kaffe i lufthavnen inden
vi boardede og skulle ud på de cirka to timers flyvetur til Damascus – god
timing! I flyet gjorde stewardesserne som altid opmærksom på nødudgange og
iltmasker osv. Men hvad man ikke ser mange andre steder er bønnen til Allah om
en sikker rejse og takkebønnen når man lander sikkert igen.

I lufthavnen i Damascus
ledte vi efter en taxa og fandt hurtigt ud af at den koster 1500 Syrieske Pund
– Lufthavnsbussen kostede derimod kun 100 Syrieske Pund – så snart efter sad vi
og nød udsigten fra bussen… Det første man ser er dog ikke specielt opløftende
og ligner mest en slumkvarter – gamle betonruiner der ligner de har ligger der
i flere århundrede. Det har de sikkert også. Men snart kom vi ind til byen og
her kører de om muligt endnu mere tæt end i Riyadh. Vi blev sat af ved
hovedbanegården og her skulle vi lige mande os op før vi turde krydse gaden –
det viste sig dog hurtigt at man bare skal gå. Folk vader nemlig bare ud og ind
mellem de kørende biler – der til gengæld ikke kører så hurtigt og som på
forhånd forventer at folk bare går. Vi kom sikkert over på den anden side og på
grund af mine krykker blev vi nærmest overfaldet af lokale taxichauffører og
snart efter blev vi sat af ved Al Rabie Hotel – som viste sig at være et meget
charmerende lille hotel med kun 20 værelser.

Al Rabie Hotel har som
mange andre hoteller og restauranter i Damascus en lille atriumgård med
planter, skygge og endda et lille springvand. Super hyggeligt, men værelset var
måske endda lige så fint. 4 meter til loftet og flot stuk, gamle spejlskabe og
garderober. Lidt primitivt, men rent og god stemning. Badeværelset var dog nyt
og med kun små to meter til loftet – og ikke noget specielt.

Vi var sultne efter rejsen
og lige rundt om hjørnet fandt vi en lille hyggelig shisha pub – vandpibe bar –
og her kunne man få hummus med brød, kyllingeshawarma og te – helt perfekt. Vi
fik en god sludder med et lokalt par og hørte lidt om hvor man skulle gå hen
for at få god mad, drinks og lidt kultur. Sammen aften mødtes vi med en
arkitekt fra tegnestuen som er bosat i Damascus på grund af et projekt vi laver
der og hun viste os rundt i en del af den gamle bydel – hvorefter vi endte på
en fornem restaurant, Elissar, hvor vi fik 10-12 små retter, vin og frugt til
dessert. Vi sad i en lille atriumgård – igen med springvand og super hyggelig.
I Damascus er det meget normalt at folk ryger shisha mens de spiser – et lidt
specielt syn – og de sidder gerne i mange timer omkring bordene mens de hygger
sig med alverdens snacks, shisha’s, mad og vin i lange baner. Vi sluttede
aftenen af med et smut på den nærliggende MarMar, som ifølge ”lonely planet”
er det største in-sted for både lokale og turister. Endnu engang et fantastisk
sted og vi nød en god sludder med ejeren – som var meget opmærksom på at
”manden med krykkerne” ikke skulle mangle noget.

Dagen efter gik med at
udforske den gamle by og de mange små butikker i den enorme overdækkede ”souk”
(basar). Man kunne stadig se skudhullerne i loftet efter at franskmændende
beskød byen i 1925 og hele området emmer af stemning og historie. For enden af
en af de overdækkede veje i ”souk’en” ligger ruinerne af et romersk tempel –
Jupitertemplet – og bag det den enorme moské, Omayyade Moskéen, som er et kapitel i sig selv. I moskéen ligger
Johannes Døberen – eller resterne af ham – og de mange tilstrømmende muslimer
står i kø for at bede ved hans side. Jeg var så heldig at overvære en af deres
”prayer-times” og det er lidt af en oplevelse. I Saudi-Arabien og – hvis jeg
har forstået det korrekt (please correct me if i’m wrong) – mange andre steder
må ikke-muslimer nemlig ikke komme ind i en moské. Der var dog også dele af
Omayyade Moskéen, som jeg ikke måtte besøge og hvor vagter holdt uvedkommende
ude.

Efter en god lang dag på farten, fik vi
lige tid til at hvile benene (og krykkerne) inden vi skulle ud og spise på
endnu en fornem restaurant. Her fik vi dobbelt betjening da en af tjenerne var lettere “forvirret” og syntes at bordet med de fire udlændinge skulle have ekstra fin
betjening. Han var super sød og holdt skarpt øje med om vi manglede det
mindste, hvorefter han straks var på pletten med frisk brød, mere vin, mere øl
og alt hvad hjertet ellers kunne begære. Samtidigt blev hele restauranten
underholdt med live-musik, og sangeren skiftede hele tiden mellem diverse
syriske/arabiske numre og alle de kendte George Michael numre han kunne finde.
Ved siden af os sad en familie bestående af faderen, de to eller tre koner,
bedstemoderen og de to døtre – alle i enorm feststemning og når de arabiske
tone flød stod hele familien nærmest oppe på bordene og klappede og piftede –
fantastisk syn!! (c’,

Senere gik turen tilbage til MarMar og
her blev der festet til den lyse morgen (næsten i hvert fald) – og selvom jeg
festede siddende, blev det en super sjov aften. Gæsterne var – som lonely
planet lovede – en god blanding af lokale, expats og turister og jeg fik
sludret en del med både lokaltboende journalister fra USA og England, turister
fra Dubai og helt almindelige syrienske studerende. Alt i alt en sjov aften,
men heldigvis ikke vildere end at jeg sagtens kunne styre krykkerne hjem (c’,

Fredag stod den på hyggebrunch på Al
Rabie Hotel, Backgammon med de andre og en slentretur igennem byen inden vi tog
en taxi ud til lufthavnen. På vejen så vi hvordan de lokale holdt picknik i
vejkanten – under mandeltræer i blomstring – og flere ladvogne med hele
familier på ladet… De er ikke kede af det hernede! En fantastisk tur til Syrien
og jeg glæder mig allerede til næste tur ud af Saudi-Arabien – Tror at næste
mål bliver Dubai, men det er ikke sidste gang jeg har besøgt Damascus. Men nu
er vi allerede i gang med en ny arbejdsuge og der er masser der skal klares
(c’,

Riyadh, d. 28.02.2010

Dagene går hurtigt i den tørre luft og jeg har svært ved at
får skrevet ”dagbog” hver dag. Tit tager vi af sted på arbejde omkring 8.45 og
efter arbejdet kalder træningscentret. Derfor er vi tit først på vej ud og
handle omkring kl 20 og inden vi når hjem og får lavet mad er klokken mange.
Skype bliver ikke til så meget, men har da fået det til at virke nu – og
dejligt at jeg har fået snakket lidt med et par stykker allerede (c’, Nu er
bloggen her endelig oppe at køre og jeg har opdateret den med kombinerede mails
og historier fra jeg tog hjemmefra og til starten af sidste uge. Herunder
kommer en (efter mit hoved kronologisk) beretning om mine oplevelser siden
sidst (c’,

ID Design (også kaldet Idémøbler)

Efter vores mislykkede tur ud i Riyadhs travle aften trafik
i sidste uge (hvor vi ikke fandt ID Design) måtte vi gøre et nyt forsøg. Vi
smed fortøjningerne og satte sejl mod det kryds som vores chef havde sat på
googlemaps og snart efter zigzaggede vi gennem myldretiden tætte trafik. Denne
gang var vi mere heldige og efter overraskende kort tid fandt vi hvad vi søgte
– det arabiske svar på det danske møbelhus Idémøbler: ID Design.. Opstemte og
fulde af forventninger gik vi ind og søgte højt og lavt efter nogle lænestole til
huset – men efter en lang søgen måtte vi sande at den arabiske mode ikke helt
er den samme som i DK. Guldstof og glitrende farver var ikke lige det vi ledte
efter, men vi fandt da til sidst nogle enkle og pæne loungestole til stuen.
Lidt ligesom i IKEA skal man have fat i en ekspedient som så kan finde ud af om
stolen overhovedet er på lager. Vi havde valgt en model hvor de kun have to
stk. tilbage (ØV) så vi måtte nøjes med dem. Da vi kom ud til bilen kunne de
ikke være i baggage rummet, så Anders og jeg måtte pakke os ind i stolene på
bagsædet i stedet – på ægte arabisk
manér – og af sted det gik.. No worries, kort efter var vi hjemme med vores
nyeste indkøb.

Skrædderen i Bartha.

Dagen efter tog vi i the gym og trænede en smule og det var
super dejligt at få rørt sig lidt. Det var svømmedag og det blev til 40 baner a
20 meter dvs. ca. 800 meter, hvilket jeg er godt tilfreds med. Men på vej hjem
kom vi i tanke om at vi havde købt stof til vores gardiner i stuerne og de
skulle sys (og helst snart) – ergo satte Oskar og Jeg de andre to af og
fortsatte ned mod centrum af Riyadh, hvor skrædderkvarteret Bartha ligger lige
ved siden af. Vi kørte igennem tæt befolkede gader og pludselig dukkede
farvestrålende butikker, men flotte kjoler, smokinger, suits og alle mulige
slags stof i alle mulige varianter og farver op. Butikkerne lå tæt efter
hinanden og ned af sidegade og stræder og snart efter fandt vi et sted at
parkere bilen. Nysgerrige blikke fulgte os og gadesælgere forsøgte at sælge os
frugt og grønt som var flotudstillet på små gadeboder udenfor små restaurenter
eller skrædderbutikker.. Gaderne var små, smalle men godt oplyste og Oskar
viste vej igennem labyrinten mod ”Mr. Genius” – den mest benyttede skrædder
(blandt vesterlændinge) på grund af hans kvalitet og super service (og
fornuftige priser).. Vi havde et par bukser der skulle have en ny knap og havde
egentlig bare tænkt at spørge ham om en god gardin skrædder, men han mente at
han selv var den bedste (!) og tja, så tog vi ham. I eftermiddag skal vi ned og
hente resultatet, så det bliver ret spændende om han har forstået os rigtigt..
Det tog lidt tid at forklarer ham hvordan vi gerne ville have dem og hvilke der
skulle være hvilke længde osv. Osv.

Derefter skulle vi hjem og spise lækker mad som Anders og
Johannes havde kreeret, og vi nød at flade lidt ud ovenpå en lang dag.

Barbershop på arabisk og første køretur alene.

Onsdag aften blev det til en grillaften på taget af huset
og med masser af god mad, nolalkohol øl (som sædvanlig) og masser af hygge.. Vi
gik dog forholdsvis tidligt i seng, da vi skulle ret tidligt op torsdag og
ordne en masse ting i huset. Jeg fik sat de sidste lamper op i spisestuen og
gjort rent, mens de andre klarede lignende opgaver rundt omkring i hytten –
Derefter fik jeg instuktioner i at finde vej i trafikken til en god tyrkisk
barbershop så jeg kunne få klippe mit halvlange skæg af. (c’, Heldigvis er jeg
ikke helt skeløjet når det kommer til at finde vej (?!) som kort efter holdt
jeg udenfor en tyrkisk barbershop på den rigtige gade.

Da jeg kom ind ad døren stod der ca. 5-6 arabiske eller
indiske fyrer omkring mig og bød mig velkommen, og så kom chefen og tog i mod
bestilling og jeg blev vist ind i et lille ottekantet rum – uden loft og med
spejle på alle væggene. Der duftede af krafig barbersprit og de mærke trævægge
med spejlene lignende noget de havde stået der i hundrede af år.. Kort efter
kom min barber ind, med en engelsk talende tolk og sammen fik jeg forklaret
hvordan jeg ville have det og så i gang.. Først blev mit ansigt vasket med en
varm fugtig vaskeklud, derefter sæbet ind i barberskum og frem med ragekniven –
lige som man havde forestillet sig – og kort tid efter blev mit ansigt vasket
med kold klud og til sidst barbersprit. Sluttelig klippede han pænt bakkenbarterne
til og satte mit hår i en frisure der sikkert er moderne hernede, men ikke lige
et hit hos mig.. Men Hallaz, jeg var blevet barberet og det for kun 25 SAR dvs.
ca. 40 danske kroner.

Torsdag aften stod den på fest og ballade – i det at Oskar
(via nogle venner) havde fået fat i fire billetter til fest i en compound inde
i byen – Der er jo alkoholforbud i kongedømmet, men festes det skulle der og vi
mødte da også frem tidligt da vi havde fået at vide at festen faktisk ville
have sprut til favorable priser… Det viste sig nu hurtigt at de favorable
priser var 40 SAR pr. drink (ca. 60 kroner) og det for en mikroskopisk sjat
vodka.. Nå, men fulde det blev vi altså ikke – til gengæld var det sjovt at
feste med nogle saudisk valentines par – alle gifte – og sludre med dem om
deres dagligdag her i Riyadh. De fleste saudiere til denne fest har rimeligt
mange penge og mangler derfor ikke noget.. De arbejder alle i Riyadh (også
kvinderne) indenfor forskellige erhverv, for eksempel sygeplejen,
administrativt og på kontorer i forskellige brancher. De fleste har boet i
udlandet og taler rigtig godt engelsk – men det er klart et mindretal der har
mulighed for dette og lige så snart man kommer udenfor Riyadh er der rigtig
langt imellem dem der har penge og/eller uddannelse. Efter en god aften blev vi
hentet af vores ”private” taxa-chauffør Nazeer som kørte os sikkert hjem til
huset – til tonerne af Michael Jacksons ”Thriller” og ”Billie Jean” for fuld
skrue.. Riyadh er pænt oplyst om natten så det var ret fedt at se på vejen
hjem.

Deserttrip, Quadbikes og filippinsk fest i saudisk
sandstorm.

Næste morgen blev vi hentet tidligt om morgenen så det var
lidt hårdt at komme op efter få timers søvn – men af sted til ørkenen skulle
vi!! Et bad, noget hurtigt morgenmad og en lynpakning af det mest nødvendige
senere satte vi kursen vestpå og efter 20 min kom vi til et checkpoint hvor de
lokale myndigheder holder øje med banditter og smuglere og alt muligt andet..
Derefter forlod vi det riyadhske Platou, og kørte ned af en stejl vej som skar
sig igennem sandstensklipperne.. Fantastiske scenarier og hvis det ikke havde
været for alt det støv der hænger i luften hernede havde man sikkert kunne se
rigtig langt.. Men vi kunne ikke se meget mere end et par kilometer og
fortsatte derfor ufortrødent videre ud på vores lille ”desert-trip” – vi
krydsede et par wadi’s på vejen og kunne se hvordan de lave ”wadi’er/canyons”
var fulde af palmer og frodige, grønne planter – fuldstændigt syret i et ellers
enormt goldt landskab. Flere steder så vi også kameler og dromedarer – nogen i
fangenskab og nogen der var vilde – og endda også nogle unge kamelbørn.. Ret
fedt!

Vi kørte ud til et lokalt tilløbsstykke, nogle
klippestykker som de lokale klatrer på i deres weekender og samtidigt skriver
eller ridser deres navne ind i. Det er var også ret syret at se hvordan de har
smidt affald i ørkenen – helt uforståeligt set med danske øjne! Mange steder
ligger bjerge af dæk og flyder og man ved ikke om de har ligget der i 3 eller i
30 år.

Derfra kørte vi til ”the red sands” – nogle røde sanddunes,
so0m minder rigtig meget om dem i Australien. Her kunne vi leje Quadbikes af
nogle lokale afghanere som øjensynligt mere eller mindre lever af at sidde i
ørkenen hele dagen og vente på at der kommer nogle saudiere eller expats forbi
og lejer deres udstyr.. Hjelme? ”Næh, det har vi ikke..” Sikkerhed? ”Nix, I må
bare køre ordentligt..” Sjovt? ”Ja, mega sjovt!!”

Vi kørte rundt en times tid og var fuldstændigt smurt ind i
sand fra top til tå efter bare et par minutter, så da vi endelig var færdige
måtte vi børstes af, tømme skoene og forsøge at tømme både øre, næse og øjne
for sand.. Det er helt sikkert ikke sidste gang (c’, (Men surt at vi måtte
vente med badet til om aftenen..)

Vi kørte til et lille landsted i en ”landsby” af meterhøje
mure, og da den søvnige afghaner havde lukket os ind af porten, befandt vi os i
en lille privat oase – ejet af en saudier som har et godt forhold til
filippinerne – og her blev det grillet og fundet lækre snacks frem i den helt
store stil. Hele filippinerklanen var med og middagen var klar da vi kom – vi
var mere eller mindre æresgæster, selvom festen var til ære for en af pigerne,
som var færdig som sygeplejerske og nu skal hjem til Filippinerne efter 5 år i
Saudi. Efter maden blev der arrangeret karaoke i den helt store stil og en
masse festlige lege, blandt andet Samson, Lion and Delahlia (det kropslige svar
på sten, saks og papir), limbodans, stoleleg (hvor mændene er stolene som
pigerne skal sidde på og den der ikke får en plads er ude)… Fantastisk morsomt!
Midt under legene blev vi afbrudt, da en stor sandstorm kom ind over og vi lige
måtte sørge for at sandet ikke kom ind i teltet med maden og drikkevarerne. Men
hurtigt genoptog vi legene og jeg må sige at de var opfindsomme – Alt fra
Appelsiner til mønter kunne bruges til at lave en ny leg med, men det fedeste
var næsten vores ”gamehost” der med mikrofonen fra karaokesystem sørgede for at
alle hele tiden var opdateret om hvad der foregik og hvad reglerne var (på
bedste japanermanér oven i købet!)…

Om aften havde sandstormen lagt sig og vi kom hurtigt hjem
igen – dog måtte jeg lige have fat i førstehjæpskassen da jeg lige fik skåret
en godt hul i fingeren da jeg skulle skrælle kartofler – flot! Så nu render jeg
rundt med plastre på mig i døgndrift og forsøger at holde sand og støv væk –
men umiddelbart heler det nu fint (c’,

Hyg jer og god weekend til jer alle.. (c’,

Riyadh, d. 19.02.2010

Tirsdag (d. 16 feb.) endte med en tur i fitness centret,
som ligger i forbindelse med et stort dyrt hotel, tæt ved kontoret. Vi har fået
lov til at bruge det, da en af de ansatte på kontoret har nogle gode
forbindelser og det er nu ret godt. Der er en træner som man altid kan spørge
om råd og udover selve fitnessdelen (med kondicykler, cross-trainere, løbebånd
og diverse maskiner) hører der både en 20 meter indendørs pool, to squashbaner
og på taget en tennisbane og en basketballbane til. Så vi har nu aftalt at vi
(som princip) altid har træningstøjet med og tager i ”gym” på vejen hjem fra
arbejde.

Onsdag blev planen at blive hjemme fra arbejde og i stedet
bruge tiden på at få installeret os i huset og få samlet alle de nye møbler,
lamper og forskellige ting og sager. Drengene havde brugt syv timer i IKEA og
det havde resulteret i en enorm mængde ting der skulle samles og sættes op.
Tingene hernede foregår ikke helt som i IKEA i DK og alle ting skal skrives ned
og hentes frem af en ansat – hvilket er både godt og dårligt. Godt fordi at man
så er sikker på at den udstilte vare rent faktisk er på lager og dårligt fordi
det tager en krig at komme igennem hele butikken.

Vi stod derfor op tidligt og hen over morgenmaden (Kelloggs
med müsli, mandler og rosiner + kaffe) blev slagplanen lagt. Jeg skulle i
første omgang koncentrere mig om at få samlet det lille natbord til mit værelse
og derefter få indrettet mit skab og værelset generelt. Derefter skulle Anders
og Jeg sætte gardiner op i alle soveværelser..

Der er nok at se til og status
er nu (fredag aften) at vi har brugt hele weekenden på at samle møbler og
indrette os og at vi stadig ikke er færdige fordi der simpelthen er rigtig
mange rum og rigtig mange ting der skal ordnes. Men hele weekenden gik nu ikke
med hårdt arbejde alene…

Onsdag kørte vi til frokost et smut over til en lokal
restaurant, hvor man sidder på et lille podium (men i princippet på gulvet) og
spiser med fingrene – og kun med højre hånd da den venstre er den beskidte
hånd. Vi bestilte på engelsk og via et par enkelte fraser på arabisk og
forseglede vores ordre med udtrykket ”Hallaz” (som betyder noget i retning af
”Basta, Det er en aftale og i øvrigt er det bare helt perfekt!). Dette udtryk
bruges en hel del om alt muligt (c’, Lidt efter kom tjeneren ind med et enorm
fad med ris og forskellige former for kød – lam, okse og kylling – samt lidt
frisk salat og humus m.m. Alt sammen super lækkert og så var det ellers bare at
gå i gang. En super sjov oplevelse som vi gentog i dag fredag. Fire mand spiste
vi for 57 rial, hvilket i danske kroner svarer til ca. 100 kroner.. Det er tæt
på at det ikke kan betale sig at lave mad, når de laver så god mad så billigt!

Torsdag gik med at samle møbler osv., men efter en lang
arbejdsdag tog vi et smut i Panda, hvilket er et stort indkøbscenter i stil med
Bilka (eller de store amerikanske varehuse). Udvalget er enormt og på de lange
gange finder man alt fra frisk frugter, oste fra hele verden og brasilianske
bøffer til køkkenting og stribevis af kvinder i burka’er som handler ind side
om side med vestlige expats (som mig..). Derefter tændte vi op i grillen på
tagterassen og nød en stille non-alchohol beer fra tyskland og at varmen om
natten er tilpas til shorts og t-shirts (c’, Vi havde også købt både parasol,
lamper til levende lys og fakler, så det endte med at blive en super hyggelig
aften.

Fredag eftermiddag besluttede vi at nyde resten af vores
weekend/”søndag” med et besøg hos en af de andre ansatte i Eid Compound og især
deres pool trak rigtig meget. Vi kørte ud i den stadig hovedløse trafik og kom
da også sikkert frem til den meget bevogtede compound. Først skulle bilen
tjekkes for bomber, dernæst skulle vi køre igennem 300 meter betonklodser opsat
som chikaner og til sidst måtte vi aflevere vores pas for at komme ind. Alt gik
fint, selvom de bevæbnede vagter holdt bistert øje fra vejkanten. Men de hilste
pænt med smil og vink da vi var blevet godkendt (og da de opdagede Oskar i
bilen – han har været her i 6 måneder så han har et kendt ansigt). Ingen
problemer og kort efter fik vi en kort rundvisning og få øjeblikke sener lå vi
i poolen og hyggede os – helt perfekt. Så snart man kommer ind i compounden
bliver den støvede by og dens skiftesvis sandfarvede, flade bygninger og
neonrørsvildmark erstattet af frisk palmer, grønt græs og flotte bygninger med
rengjorte fortove, barnevognsluftende mødre og familier samt smilende
expats/vesterlændinge. Super sjovt at se og hyggeligt om end et lidt stille. De
fleste passer mest sig selv og der er vist ikke det store fællesskab, men helt
sikkert et dejligt sted.

Her til aften fik vi besøg af George, en fin filippinsk fyr
som fungerer som chauffør og lidt som altmuligmand. Han havde en indisk
blikkenslager med som skulle ordne lidt småting for os. Meget hyggeligt at få
en sludder med ham – han er vores lokale håndværkerkontakt og er en ud af de
tre-fire fyre som hjælpe os med forskellige småting. Inder-blikkenslageren
kunne ikke et ord engelsk, men ordnede fint alt hvad vi havde spurgt om.

Riyadh, d. 21.02.2010

Lørdag morgen svarer jo til Mandag i DK og vi måtte
tidligt op. Anders og Jeg deler badeværelse og vi har aftalt at jeg har badet
først, så det er med at komme ud af fjerene og bad inden Anders står op. Det
passer mig nu fint for så har jeg mere tid til at sidde på fortrappen i solen
med morgenmaden og en stille kop kaffe inden vi alle stuver os sammen i bilen –
en støvet lyseblå toyota avensis med automatgear. Arbejdsdagen gik med
mailskrivning, tegning på computeren og en tur til sitet, hvor jeg skulle måle
lidt op. Jeg fik tildelt mig egen vagt, som fulgte mig overalt. Han var super
fin og hjalp med opmålingen, men var egentlig sat på til min beskyttelse – da
de vagter der patruljer omkirng sitet har til opgave at arrestere alle der
render rundt med et kamera (c’, Jeg fik klaret det hele uden nogen problemer,
og fangede en taxi tilbage til kontoret og det var en lidt sjov oplevelse at
køre rundt med en chauffør som ikke kan mere engelsk end ”crazy traffic” og
”dangerous” og de par arabiske udtryk jeg har lært blandt andet ”Haram!” som
betyder noget hen ad ”ARGH! NU ER DET NOK! SLUT X 10000 + bandeord oveni). Jeg
kom sikkert hjem til kontoret og efter arbejde tog vi i the gym og trænede i et
par timer. Dejligt!

På vej hjem fra the gym skulle vi kigge på møbler i en
dansk møbelbutik, kaldet ID Design, som vi havde hørt skulle have flotte møbler
til vores stue. Vi kørte op på den gade, hvor butikken skulle ligge og alle
fire sad klisteret til ruderne for at finde butikken – uden held.. Så for enden
af vejen (3 km længere fremme) lavede vi et U-turn og forsøgte igen – ingen
held – så vi kørte ind til et indkøbscenter og rendte rundt i et kvarters tid
indtil vi fandt en engelsk snakkende mand og fik igennem ham bekræftet at
butikken fandtes på den omtalte gade, hvorefter vi startede forfra for enden af
gaden og klisteret til ruden – UDEN HELD igen! Men det er åbenbart ret normalt
hernede at man skal lede lidt efter butikkerne – og at man når man mindst
venter det finder en eller anden vildt spændende butik (men måske ikke lige den
butik man ledte efter!)

Og det bringer mig lige ind på en fodnote omkring DK og
Saudi-Arabien. Jeg havde planlagt at jeg i alle henseender skulle være svensk
de næste par måneder (og det kan være svært nok når man faktisk følges med to
ægte svenskere), men nu har jeg et par gange oplevet at folk overhovedet ikke
rynker på næsen eller tager sig af at man er dansk eller spørger efter en dansk
butik. Tværtimod er folk meget i mødekommende i det hele taget, og meget
nysgerrige og hjælpsomme. Og de er, efter hvad jeg kan forstå på dem der har
været her længere, ved at vænne sig til de cirka 6000 vesterlændinge der lever
i Riyadh i øjeblikket. Dette betyder at man ikke behøver være bange for at gå
på gaden – og alting føles sikkert – hvilket er enormt rart at opleve, når man,
som jeg, var lidt nervøs for hvor den arabiske verden ville se om når man kom
frem.

I dag skulle jeg for første gang ud og køre i bilen og det
gik super godt. Jeg kørte til arbejde og selvom trafikken ikke var så voldsom,
så skulle man holde øjne og ører (også øjnene i nakken) stive – Men ingen problemer. Nu har jeg arbejde på
kontoret siden kl. 09.00 i morges og klokken er ved at være 19.00 så nu er det snart
tid til en tur i træningscentret – det er svømmedag i dag (c’, Bagefter tror
planen er at køre til Bartha (en bydel sydpå) og finde en skrædder der kan sy
vores gardiner.. Nu må vi se om vi orker det når vi er færdige med træningen.

I morgen skal vi ud og kigge på et andet projekt, hvilket
bliver super spændende (c’, Der sker rigtig meget overalt hernede. Bare se udsigten fra kontoret herunder…

Hmm, lige en sidste ting.. Mit saudiske
mobilnummer er +966 56 778 01 82 og jeg har forsøgt at sende et par sms’er, men
kan ikke rigtig finde ud af om de kommer igennem til jer. Må prøve lidt igen
senere – Til gengæld har jeg nu fået noget modem hjem til huset så jeg skulle
kunne komme på skype fra idag – prøver at få det til at virke i aften.

Riyadh,
d. 15.02.2010

Lige et
kort indlæg fra de varme lande – eller i øjeblikket er her faktisk ret
behageligt.. 25-30 grader om dagen og 15 om natten – det er da okay..

Turen
herned gik godt og selvom det var lidt en underlig følelse at gå alene op til security
i københavns lufthavn, så hjalp det da lige at kunne vinke til min familie på
parkeringspladsen (c; Derfra gik det så stærkt at man næsten ikke havde tid til
at tænke over det. Igennem security og så blev der lige handlet en avis og to
bøger samt en sandwich og så skulle jeg allerede ombord på første fly..

Vi blev
allerede inden take-off en halv time forsinkede, men jeg var travlt optaget af
min bog så det gjorde ikke så meget – og jeg sad alligevel for langt fra
vinduet til at se noget som helst. Turen gik fint og på grund af forsinkelsen
blev mit ophold i Frankfurt lige tilpas – Jeg gik stille og roligt igennem
transit hallen, fandt min gate og stod lidt i kø i paskontrollen, hvorefter at
flybussen kørte mig direkte til flyet mod Riyadh. Fantastisk timing!

Da jeg
kom ombord på den lille Airbus 340-300 (tror jeg? – der stod i hvert fald
Airbus 340-noget på siden) kæmpede jeg mig ned i den fjerne ende på række 34 og
ledte forgæves efter min vinduesplads (E) og fandt til min forfærdelse ud af at
jeg havde taget fejl på automaten (!) og var nu dømt til at sidde i midten
mellem en hvidløgsstinkende mellemøstlig fyr og en forholdsvis bredskuldret
tysk mand og hans kæreste. Nå, men ingen tid til surmuleri så jeg fandt bogen
frem og læste hele vejen til Riyadh… og ja, jeg fik da også lige klemt et par
ture op og ned af mellemgangen, wc-besøg og vand afhentning ind imellem – til
min nu sved- og hvidløgslugtende nabo.

Efter
5,5-6 timer i luften med kun mindre turbulens og masser af god musik, blandt
andet Michael Jacksons ”This is it” og en hel koncert optagelse med Robbie
Williams (OG ikke mindst Fallulah!) landede jeg så i Riyadh og kom rimeligt
hurtigt ud i en airconditioneret ankomsthal med et enormt springvand i midten.
Det var nok 20 meter i diameter og man måtte gå i en enorm bue omkring det 3
etager høje vandsprøjt før man kom til paskontrollen og køen. Jeg havde fået at
vide at jeg bare skulle stille mig i køen længst til højre – men da jeg ikke
havde nogen idé om hvad der stod på skiltet valgte jeg i stedet den kø i midten
hvor skiltet var på engelsk og det gik da også fint. Køen bevægede sig
uendeligt langsomt, men efter, hvad der føltes som timer, kom jeg endelig frem
til skranken og lagde pas (samt en seddel om at jeg var indforstået med at
narkotikasmugling kan medføre dødsdom!) frem på disken. Paskontroløren tog så
sedlen og smed den (nærmest) over højre skulder og ned i en stor bunke lignende
sedler?! Tilgengæld fik jeg så mit stempel lynhurtigt og trods
skræmmehistorierne hjemmefra fik jeg ikke sure blikke eller andre ubehagelige
overraskelser. Jeg blev bare sendt videre til baggagehallen, fik tjekket passet
og stemplet endnu engang og da jeg kom ind i hallen var min kuffert den første
jeg så på baggagebåndet. Så efter 3 minutter gik jeg gennem dørene ud i den
arabiske verden – og der stod min ene chef og tog billeder af mig og vinkede.
Fedt at blive hentet på den måde!

Han har
en stor ny Range Rover i hvid og i den kastede vi os ud i den sene aftentrafik
– og, ja, de kører simpelthen som gale. De er stort set alle steder en øvre
fartgrænse på 120 km/t og lokale steder måske 110 eller 100 km/t (også inde i
byen). Derudover kommer der 4 spor hvor folk kører i zigzag, hvis de mener
dette hjælper dem frem i verden. Lastbiler holder sig generelt i højre spor,
men folk overhaler stadig indenom i nødsporet og i krydsene holder de gerne 6
på stribe i de 4 vejbaner hvis de kan komme til det. Hornet bliver også brugt
flittigt, men som min nye husfælle Oskar udtrykte det: ”De siger bare hej – her
er jeg. Er du der?” og så kan man jo altid svare ”Ja, er du?) og få en lille
koncert ud af det, haha. Men selvom at det virker som kaos så virker det
samtidigt ikke så farligt som jeg havde forestillet mig. Og man skal jo bare
huske at betragte alle andre bilister som fjender – så skal det nok gå.

30 minutter efter vi var kørt fra lufthavnen (og
en kort de-tour senere) kom vi frem til huset, hvor jeg skal bo sammen med
Anders som er dansk, samt Oskar og Johannes fra sverige. De havde lavet mad
klar og købt et par non-alkohol øl med hjem. Super dejligt, når man kommer frem
efter en lang rejse og super søde mennesker. Under maden fortalte de lidt om
opholdet hernede, arbejde og weekender. Oskar har været her i 7-8 måneder og
planlægger at køre hjem til Sverige herfra. Det skal siges at frygtede fjendske
stemning, man frygtede lidt hjemmefra, overhovedet ikke er tilstede. Alle
virker meget i mødekommende og positive. Så selvom jeg stadig er svensk, hvis
folk spørger så virker det hele rigtig godt.

Efter
maden, viste Anders mig mit værelse samt resten af huset. Som sidst ankommet
fik jeg desværre ikke det bedste værelse – ikke at det jeg fik er dårligt
overhovedet. Værelset er ret stort, vel på omkring 20 m2, med seng, skab og i
princippet også sengebord, stol, skrivebord, lampe, gardin, tæpper selvom de
sidste ting ikke er oppe og køre endnu og jeg selv skal samle dem. Huset er et
nyt indkøb og derfor ikke møbleret endnu. Selve huset er i tre etager og ret
stort i forhold til at vi skal bo 4 fyre plus eventuelle gæster på et gæsteværelse..

Min
telefon havde lidt problemer da jeg ville skrive at jeg var kommet godt frem så
efter lidt fortvivlede forsøg måtte jeg låne Anders’ telefon og skrive en sms
til Aske – i håb om at han så ville dele info videre. Her til morgen fik jeg så
løst problemet og er nu på mobilen igen. Desværre har jeg glemt at lave min
telefonsvarer om så det skal jeg have løst en af dagene. (Det koster vist 12 kr
at modtage opkald hernede?!).

Riyadh,
d. 16.02.2010

Her til morgen fik jeg kigget lidt ekstra på
huset. Det er omkranset af 4-5 meter høje mure og lukket af på alle tænkelige
måder. Samtidigt har vi ikke en have, men en gård foran og bagved, samt to
tagterasser – en til vasketøj og en til at sidde med vandpiben og hygge sig
(hvis man er til den slags?! Hmm..) Nå, men i aften skal vi bruge tagterrassen
til grillmad og det tror jeg bliver super hyggeligt.

Jeg
havde lidt svært ved at falde til ro om aftenen og faldt endelig i søvn ved en
to-tiden om natten og sov helt fantastisk i den spritnye seng. Desværre er man
jo ikke vant til alle lydene så jeg vågnede flere gange i løbet af natten og
måtte da også lige ærgre mig over at gardinerne ikke var sat op endnu – der var
enormt lyst i værelset. Da jeg endelig var faldt godt i søvn (følte det som 2
min. efter) blev min søvn afbrudt at en enormt mandlig og metallisk stemme der
på arabisk bekendtgjorde at NU var det altså tid til morgenbøn og at det i
øvrigt var NU og ikke om lidt!! Jeg vendte mig om på den anden side, men ca. 15
min senere gjorde stemmen mig opmærksom på dette en gang mere og denne gang med
mere eftertryk. Hmm, så måtte jeg da lige kigge på uret og opdagede at klokken
da også var 05.30 om morgenen. Så vendte jeg mig om på den anden side igen (c’,

Morgenmaden
blev indtaget i solen på fortrappen og den bestod af kelloggs med rosiner,
mandler og müsli – ganske fantastisk (selvom det måske ikke er det bedste billede af mig, haha).. Derefter stoppede vi hinanden ind i
fælles bilen og oskar kørte os sikkert igennem morgentraffikken til arbejde – 5
minutter væk. Her sad hele holdet og jeg fik hilst på alle sammen – de fleste
kendte jeg og enkelte havde jeg kun hørt om. I løbet af kort tid fik jeg sat
min arbejdsstation op og gav mig derefter en times tid til at tjekke mail,
finde mig lidt til rette og få en kop kaffe osv. Derefter kørte vi en tur ud og
så projektet an og jeg må sige at det er utroligt flot derude. Stille og
roligt, med store palmer, græs, blomsterbede og små springvand samt fuglesang
og en fantastisk stemning. Vi brugte en time eller to på at kigge stedet efter
i sømmene og hilse på de rigtige mennesker – i forhold til projektet – og kørte
derefter tilbage til kontoret.

Frokosten blev indtaget i en nærliggende
foodcourt hvor det åbenbart er ret normalt at gå ned – til trods for at man
normalt ikke går nogen steder overhovedet. Men det tog også 10 min at komme
derhen til fods, selvom det kun er et par hundrede meter væk – dette skyldes
hovedsageligt at man skal krydse vejen i et kryds (diagonalt) og derfor skal
vente på ”grønt” to gange og da det af sikkerhedsmæssige årsager kun er en
retning (ud af de fire der er i et kryds) der kører af gangen kan det godt tage
lidt tid. Vel ankommet til foodcourt’en fik jeg dejlig lasagne, samosa med ost
og brød samt en frugtblanding-smootie – og var så mæt bagefter at jeg dårligt
kunne rokke med ørene. Alt for lækkert!

Eftermiddagen
har gået med at grave lidt i projektet og forsøge at få styr på det hele. Lidt
af et detektivarbejde, men ret spændende. Nu er det snart fyraften og jeg tror
at planen hedder A) ned og træne, hjem og spise, snork eller B) hjem og samle ikeamøbler,
spise, snork.. Nu må vi se. De tre andre er ude i IKEA og hente møbler hjem til
huset og derfor hælder det nok mest mod option B selvom vi var meget opsatte på
option A i morges, hehe.

Det
meste hernede skal betales med cool cash og jeg har haft for travlt til at hæve
kontanter endnu – Men jeg har så heller ikke haft brug for dem endnu, andet end
til frokost, hvor en af de andre lagde ud for mig. Men det må klares på vej
hjem – der skulle endda findes nogle drive-in cash-automater, så man ikke
engang behøver stå ud af bilen for at hæve penge.

Nu er
klokken 17.50 og den metalliske stemme har lige gjort opmærksom på at NU er det
tid til bøn igen. Stemmen kan høres over hele byen – det skal man lige vænne
sig til, hehe. Men nu er det vist også snart ved at være fyraften (c’,

Det
danske nummer er ikke oppe endnu, da jeg mangler en fast linie at slutte mig
på. Det kommer nok op en af dagene (c’, Mit saudiske nummer virker fra nu af,
men jeg aner ikke hvad det koster at sende sms’er osv. – jeg tjekker stadig det
danske engang imellem men erfaringene fra australien viser at det nok bliver
ret sjældent at jeg får det gjort (c’,

Skype
er ikke oppe at køre lige nu men vi skulle få internet i dag eller i morgen, så vi kan skype (c’,

Hilsner fra sandkassen (c’,